home

Margrethe Tarp og Arne Jensen.

 

Jens skriver om Margrethe og Arne.


Margrethe Tarp blev født 1920 i Gesten. Hun gik i skole i Asbo og efter konfirmationen fik hun plads på landet som pige i huset. Hun var på husholdningsskole i Sorø på Ankerhus.
Sin mand Arne Jensen traf hun ved en fest. Arne var fra Brørup, hvor hans far var elværksbestyrer.Arne blev udlært som elektriker. Efter uddannelsen læste han til stærkstrømsingeniør.
Arne og Margrethe blev gift nytårsdag 1944.

De boede først i Kolding, hvor Arne havde arbejde på radiofabrikken  SOLAR. Arne søgte og fik en stilling som støjinspektør ved radiofonien. De flyttede til Silkeborg, hvor deres eneste barn Karsten blev født.
Senere fk Arne en stilling på B&O i Struer. Her boede de, indtil Arne fik en stilling på DANFOSS.
På Als boede de først i Havnbjerg, senere flyttede de til Sønderborg. Ud over huset, de boede i, havde de et dejligt sommerhus ved stranden. Margrethe var meget interesseret i have og blomster.
De sidste år boede de i en stor lejlighed i Sønderborg.
De sidste 5 år, Margrethe levede var hun meget syg. Hun døde i 2004 og blev bisat i Holstebro, fordi Arne besluttede at flytte dertil. Karsten og deres børnebørn boede jo i Holstebro.
Der må siges, at være meget lidt indhold i det skrevne, men som Arne skrev var han kun en parantes i Tarp- familien, hvor Jens jo ikke satte sit lys under en skæppe.

Karsten skriver om Margrethe og Arne.

Margrethe Jensen født  Tarp. Født 02.08.20 Verster Gesten død 19.01.2004 Sønderborg.
Margrethe var efter sigende en dygtig elev i skolen. Efter skolen kom hun i huset og senere på Ankerhus i Sorø. Hun blev gift med Arne Jensen 1. januar 1944 i Bække og havde inden da besøgt Arne i Århus mange gange, hvor han læste til teknikumingeniør.
Hun talte senere ikke meget om sin barndom, dog at hun hadede de katte, der tissede overalt i barndomshjemmet og som må have gjort, at der i hendes eget hjem skulle være pinligt rent. Hun snakkede ganske vist ikke meget om sit barndomshjem, til gengæld besøgte vi Line og Johan, samt Arnes forældre et utal af gange. Da vi i 1956 flyttede til Langesø Als var vi afsted hver eneste weekend ,skiftevis Brørup og Gesten),- hun kunne ikke udstå de "pralende" ingeniørfruer. Samtidig mente hun heller ikke, at miljøet var noget for hendes Karsten, så i de næste 10 år blev han sendt til Gesten i samtlige skoleferier . Desuden var hun  altid for dem i Tarp- familien, der behøvede hende.
Margrethe hægede om sin Arne og Karsten ! Hun støttede min far i alt på nær, at hun ikke ville have han blev direktør på Danfoss, da hun ikke kunne se sig selv i repræsentative roller.

 

 

 

Samtidig med at Karsten flyttede til Århus flyttede Arne og Margrethe til først Ulkebøl og senere Sønderborg. Margrethe blev i den tid langt mere åben og de fik mange nære venner i Sønderborg. De havde ved siden af lejligheden i Sønderborg det mest pragtfulde sommerhus i Sønderhav og her var hun lykkelig og hun strålede når Karsten og Lisbeth kom med Deres to børn. Margrethe og Arne levede et godt liv, selv om hendes sidste år blev rigtigt trælse. De nåede at holde diamantbryllup 2003.
Arne og Margrethe har mange ferieture bag sig senere,  bl.a. med Marie til Gran Canarie til Ulla og hendes familie. I det hele taget havde de to søstre Margrethe og Marie stor glæde af hinanden, dog afbrudt i perioder, hvor det kunne gå lidt højt.
Arne Jensen født  03.04.20  Ubby Jerslev død 14.10.2006 Holstebro(hvor han og Margrethe  er begravet på de ubekendtes plads).
Arne var søn sa Elektricitetsværkbestyrer Harald Martin Nikolai Jensen født 17.05.95 Ibsker Svanneke (hans forældre Skomager Anton Masgnus Jensen og Augusta Nikoline Petrine Madsen) og  Ana Kistine Marie Hansen født 10.09.96 Haslev-Birkende(hendes forfædre er kendt for at bygge nogle af de sidste vandmøller i Danmark).
Harald var et enestående menneske. Hvad han kunne med sine fingre var helt utroligt bl.a. byggede han selv et hus uden hjælp fra nogen håndværkere. Han var også en standsperson, der blev borgmester i Brørup 1960 og det var en bedrift for et medlem af Retsforbundet (den sidste borgmester som partiet havde). Han blev hædret af Dansk Rødekors og Kong Chr. d. 10. med : Dansk Røde Kors Mindetegn for Krisehjælpearbejde 1939-45. Han kunne biblen udenad, men var ikke troende. Han var heller ikke altid populær for han var ofte ubøjelig og meget principfast. Da han var 60 fik Kirstine en nat en blodprop i hjernen, der kun havde den effekt, at hun  i næsten 25 år levede i en frygtelig angst for alt og alle,- hun kunne simpelthen ikke genkende personer. Min bedstefar gik i stå og endelig da hun døde valgte han at stå til med familiesygdommen blandt mændene i denne familiegren, nemlig prostetakræft (som Arne også døde af og Karsten sikkert også).
Arne blev elektroingeniør fra Århus blev ansat ved Solar og senere i Statsradiofonien så i mine første leveår boede vi i både Kolding (to gange) og Silkeborg. Så kom i starten af 50`erne nogle lykkelige år i Struer. Min far var med til at bygge Deres første fjernsyn og prototype 000 stod første hjemme i Gimsing, men fulgte mig i min studietid til Århus i 1967,- det var kram.
Så flyttede familien til Als. Arne var utroligt kreativ og indgik snart i et forskerteam. Her udviklede han en VLT- styringsmekanisme til elektriske motorer. Rent faktisk havde han tidligere skrevet om dette og modtaget priser for sine ideer. På ganske få år stod dette produkt for 40% af Danfoss omsætning. Han blev i 1973 udnævnt til chefingeniør på Danfoss, direktør måtte han ikke blive for Margrethe, blev medlem af Videnskabernes Akademi og modtog Porcelænfabrikken Nordens pris for et enestående stykke ingeniørarbejde. Senere oplærte han Karstens "skolekammerat" Jørgen Mads Clausen i forskningsafdelingen, som Jørgen overtog, da min far gik på pension. Han overtog senere hele Danfoss . Det var en glæde for min far, at Jørgen tit kom på besøg. Jeg har tit undret mig lidt over, at han ikke bare tog en enkelt procent af, hvad hans patenter indbragte,- så havde jeg boet i Sydfrankrig.
Min far var formand for OddFellow først i Nordborg, senere i Sønderborg. Det er bestemt ikke noget jeg bifaldt, men det har faktisk åbnet døre også for mig. I sine senere år surfede han ganske meget på Augustenborg Fjord. Til alles overraskelse flyttede han til Holstebro, da Margrethe døde og forlod alle vennerne i Sønderborg,- de var meget fornærmede.