Tarp-familien dukker op i Ølgod år 1700.
Onkel Jens, Jens Peter BertelsenTarp 1916-2012.
Gift med Anna Marie f. 1923 d. 2002.
Jens skriver om Jens og Anna.
Mit lidt lange upraktiske navn var jeg ikke glad ved. Så siden min ungdom har jeg nøjedes med Jens. Jeg begyndte som landmand, som bondekarl. Det var jo det mest almindelige dengang, når man kom fra et mindre landbrug. Først en plads på en gård ved Bække, en god plads. Men så prøvede jeg en plads nær Fredericia. Vi vidste godt, at på den gode lerjord østpå var der standsforskel af rang. Det viste sig at være rigtigt. Karlekammeret var et rum, hvor vi skulle gennem hestestalden og altså trak staldluft med os. Ingen varme, halm i sengene o.s.v.
1937 skulle jeg være soldat. Det blev København på Bådsmandsstrædes kaserne, der hvor nu Christiania er. Havde kun èn orlov hjemme, togrejsen dengang var meget lang. Lige før jeg skulle hjemsendes, fik jeg skarlagensfeber.Hospital København. Dengang skulle vi isoleres i 6 uger.
Året efter en plads som forkarl ved Bjerringbro i Gudenådalen. Det var helt anderledes her på den magre jord. Værelse i stuehuset o.s.v.
Det var i sommeren 1938. Vinteren tilbragte jeg på Vallekilde højskole, en vældig god oplevelse.Nye kammerater, nye synspunkter.
1939 passede jeg gården for far, hvis helbred var blevet dårligt. I august 39 købte jeg så gården af ham. Var ikke gift. Havde en familie boende i stuehuset, de passede køeme. Selv havde jeg en lang mælketur.
Jeg glemmer aldrig datoen 3.sept. 39. Krigen var brudt ud og regeringen indkaldte 3 årgange (35,36 og 37) til en beredskabsstyrke. Om morgenen på vej til mejeriet mødte jeg sognefogeden, der på cykel var rundt med indkaldelser. Vi skulle møde samme dag, jeg i Roskilde. Det blev en travl formiddag med organisering af pasning af køer,mælketur m.v.
Heldigvis kom min årgang hjem midt i december. I foråret 1940 måtte jeg igen på session, fordi jeg i mellemtiden var blevet militærnægter.
Så kom 9.april 1940, en dag, som vi der oplevede den, aldrig glemmer.Det værste var usikkerheden. Vi vidste jo ingenting.
Krigstiden gav arbejde til mange, der i 30-eme havde været arbejdsløse. Mange blev tvunget ud i brunkulslejer og tørvemoser. Ved Bække havde vi en stor mose, der i 20-erne var blevet kultiveret til ene græsgange. Nu blev den gravet op til tørv. Arbejdsløse fra Kolding blev sendt ud i mosen. De skulle have et sted at bo ugen igennem. I mit store stuehus på Krogsgaard kunne jeg indrette nogle rum med køjer (halm i køjeme) og lidt primitivt kogegrej. Og havde et par somre mange tørvearbejdere boende.
I 1942 var der en landsomfattende undersøgelse af kværtuberkulosen. Den kunne jo smitte til mennesker (og omvendt). Hvis et dyr faldt ved prøven skulle det sættes ud. En del af mine ca 10 køer faldt ved prøven og de blev alle solgt. Stalden skulle stå tom en tid. Jeg benyttede lejligheden til at tage på landbrugsskole. Tilmeldte mig til Lyngby landbrugsskole i 5 måneder. Men fik lyst til at læse videre. Fik en forberedelse på Lyngby i 4 måneder og begyndte på Landbohøjskolen i København september 1943.Gården blev solgt. Fortjenesten var nok til at læse de tre år. Fik et værelse hos en ældre dame i Ahlefeldsgade, hjørnet af Nansensgade.
Her oplevede jeg folkestrejken i forsommeren 1944. Det gik hedt til i Nansensgade (som mange andre steder i byen). Folk brækkede brostenene op og lavede barrikader. Ryddede pulterkamrene og brændte bål i gaderne.Tyske soldater kom jævnligt og skød vildt omkring sig. I nogle dage var alle butikker lukkede, vi kunne intet købe. Nogle dage eñer at strejken var slut, kom tyskeme, omringede de folk, der var på gaden og tvang dem til at lægge brostenene på plads.Det var ingen rar tid.
Eksamen efter l.del af studiet gik meget, meget godt. (Jeg var på landbrugsskolen en aften med indledning ved en diskussion om militærnægtelse. Året efter blev jeg indbudt til at kommeud på skolen og igen tale om emnet).
I august 1944 blev jeg gift med Anna i Bække kirke. I dette næstsidste krigsår var det næsten umuligt at købe ordentligt tøj. Jeg måtte låne et sæt min far havde haft som yngre. Blev altså gift i lånt tøj.
Anna skulle så med til København. Det var yderst vanskeligt at skaffe en lejlighed. Vi så så en annonce, hvor en tjenestemand skulle midlertidigt forflyttes til Jylland og ville udleje en to-værelses lejlighed møbleret. Vi var heldig at få den. Det viste sig senere, at tjenestemanden var en tyskerhåndlanger, der åbenbart havde fået kolde fødder. Jeg har senere læst, at han efter krigen blev straffet med 12 år.
På landbohøjskolen var vi en overgang bange for at tyskerne skulle overtage skolen (som de havde gjort i Norge) Derfor forlod vi skolen nogle måneder og fik lærerne til at undervise forskellige andre steder i byen. Jeg blev af mine kammerater valgt ind i ”De studerendes råd”, et råd hvor alle studieretninger var repræsenteret. Det tog lidt for megen tid, så min eksamen på 2. del af studiet blev knap så god. Det var ingen rar tid i København. Skyderier og bombardementer.
Maj 1946 fik jeg eksamen og skulle så have plads. Det blev en plads som planteavlskonsulent i Rinds herreds husmandskreds med bopæl i Aalestrup. Havde ingen penge til hus, men fik alligevel købt et nyt hus. Vi fik 13 gode år i Aalestrup. Lønnen i foreningen var lille, men jeg fik et kartoffelinspektorat under Statens plantetilsyn. Der blev dyrket en masse kartofler med export for øje på egnen, så det gav et vældig godt tilskud til lønnen. Vi fik efterhånden 5 drenge, så der skulle jo tjenes en del for at skaffe mad og tøj. I vinterhalvåret brugte jeg 3 eller 4 aftener om ugen til kursusvirksomhed. Lørdag aften havde jeg lovet Anna at holde fri. Vi var umådeligt glade ved at bo i Himmerland, rare mennesker.
Arbejdet var alsidigt. Rådgivning vedr.planteavl, en masse ungdomsarbejde og efterhånden også en del regnskabsrådgivning. 1943 blev jeg opfordret til at være folketingskandidat for Det radikale
venstre i Løvel-kredsen, egnen nord og øst for Viborg. Det var jeg så ved de to valg i 1953 og igen i 1957. Det blev til mange møder rundt om i forsamlingshusene. Der kom mange folk, vi havde jo ikke fjemsyn dengang.
Efterhånden blev regnskabsrådgivningen meget omfattende og det gav interesse for tallene. Så i 1960 søgte jeg og fik en plads som regnskabskonsulent for Aalborg amts husmandsforeninger. Det var hele det gamle Aalborg amt. Vi byggede et nyt hus i Støvring, nogenlunde midt i området. Der var i starten kun få regnskaber, men det voksede meget, meget stærkt. I 1967 var vi oppe på ca. 600 regnskaber, så området blev delt i to. Sideløbende var jeg først kasserer og siden forretningsfører for Støvring varmeværk, i alt i 25 år.
I 1966 igen folketingskandidat, dennegang Bælumkredsen.
Omkring 1968 fik vi den første store sorg. Ole fik Schizofreni. Han havde gennemført en uddannelse som revisor, været soldat, endda sergent. Men så kom det. Han blev voldelig og vi måtte tvangsindlægge ham på Risskov. En frygtelig beslutning, men den var nødvendig. Efter et par år fik han det bedre, blev gift og fik et job. Men så kom det igen. Sygdomrnen er tilsyneladende uhelbredelig. Han har haft mange indlæggelser på hospitalet i Aalborg, men bor nu i en lejlighed i Aalborg og klarer sig nogenlunde. Men rask bliver han aldrig.
I 1971 kom det næste store slag. Per, der var 21 år, døde, da han en morgen på vej hjem fra sin kæreste for at skulle på arbejde. Han kørte frontalt mod et vejtræ og døde samme dag. Per skulle have været gift med Gitte, de ventede et barn. Gitte fik en datter ca. en måned efter Pers død, det var lidt af et lyspunkt i en mørk tid.
Gitte er kommet hos os i alle årene siden, er næsten at betragte som den datter, vi ikke fik. Hun fik en god mand, der blev en god far for Pia, Gitte og Pers datter. Pia er nu gift og har to tvillingedrenge.
De to hårde slag, vi fik er nok arsagen til, at jeg opsagde min plads som regnskabskonsulent. Og brugte nogle år som ejendomsmægler (med jobbet på varmeværket).
Vi var flyttet til Støvring i 1961. Allerede i 1970 blev jeg opstillet ved byrådsvalget For Radikale venstre. Til min egen og nok også andres store forbavselse blev jeg valgt og var i Støvring byråd i 8 år.
Det var nu ikke nogen ublandet fornøjelse, da jeg ikke var ven med vor borgmester. Derfor ingen lyst til at fortsætte efter de 8 år.
Alle fire drenge begyndte deres uddannelse i kedelsmedien pa Aalborg værft. Jørgen er stadig kedelsmed og rejser jorden rundt for reparationer.
Som pensionist begyndte jeg at arbejde for andre ældre pa vort ældrecenter. I 1991 fik jeg ideen til at starte en- såkaldt onsdagsklub. Hver onsdag formiddag samler vi alle pensionister, der har lyst til at komme. Om udflugter, virksomhedsbesøg, foredrag o.lign. I alle årene har der i gennemsnit været ca 70 deltagere (til 40 arrangementer om året). Da Anna blev syg, måtte jeg overlade ledelsen til en yngre, men deltager stadig.
1991 begyndte jeg også som medlem af et redaktionsudvalg, der skulle udgive et pensionistblad. Jeg har været i redaktionen i alle årene siden.
Pensionisterne gjorde mig den glæde at foreslå mig til årets Stub, en pris, der gives hvert år ved byens sommerfest. Jeg blev valgt i 2002. Jeg er som gammel pensiomst stadig aktiv, skriver ind imellem læserbreve til avisen o.s.v. alt det, jeg her har skrevet, lyder vel som pral, men det er trods alt kendsgerninger Nu håber jeg at blive 90 år og så skal det være slut.
Jeg kunne jo også skrive lidt om alle mine fejltagelser, mine nederlag, mine forkerte beslutninger o.s.v., men det har jeg ikke papir nok til. Jens.
Anna Marie Tarp, født 29/11-1923 i Fredericia.Død 30/9-2002.
Annas far, Rasmus Peter Rasmussen var født på Fyn (Strib). Efter at han i 1910 blev gift med Cecilie, købte de en gård lidt syd for Fredericia. En lille god gård. De klarede sig godt, havde en stor omgangskreds, bl.a læge,lærer m.v.
I 1927 solgte de gården, Rasmus ville have noget større. Så de købte en gård på ca 200 td land i Højrup nær Kolding Men gården blev købt for dyrt og i de nedgangstider for landbruget, der satte ind i 30-erne, gik det galt,
Familien måtte flytte til Koldmg i en lejlighed, hvor Cecilie drev en viktualieforretning, mens Rasmus måtte søge at finde forefaldende arbejde. Efter et halvt år flyttede de til Gelballe, ca 10 km vest for Koldíng.Købte et hus med 4- 5 td. land. Cecilie dyrkede grønsager, som hun søgte at sælge på Torvet i Kolding. Rasmus søgte forskelligt og endte som banearbejder ved
statsbanerne. (Det var en omvæltning af rang.Og der var jo stor standsforskel i det østjyske.).
I 1935 kom Rasmus ud for en ulykke. Sammen med andre arbejdede han med skinnelægning på banestrækningen Kolding-Lunderskov. De nye røde lyntog blev det år sat i drift. Da det første lyntog passerede dem, blev en laske, der åbenbart var glemt på sporet, slynget ud, ramte Rasmus og ødelagde hans ene ben.
Lang tid på sygehuset. En drøj tid for Cecilie og Anna, også økonomisk. Rasmus fik nogen erstatning for ulykken, hvorefter familien kunne købe en mindre landejendom i Kragelund ved Bække.
Til ejendommen hørte en del mose og i de krigsår, der kom, kunne der laves penge på tørv. Det reddede dem økonomisk.
Anna havde forskellige pladser i huset, Gesten, Brørup mejeri m.v. I 1939 traf hun Jens ved et bal i Kragelund forsamlingshus. Han var som soldat hjemme på orlov.De blev ringforlovet i 1940.
1941 var Anna på Borrehus husholdningsskole i Kolding.
Forlovelsen gik i stykker 1942. Jens var rejst til Lyngby. Men i 1943 fandt de sammen igen. Anna rejste til København (uden sine forældres vidende) og fik plads i hu set. I august 1944 blev de gift og Anna flyttede med til København, hvor Jens nu læste på landbohøjskolen. Ole blev født i februar 1945. Anna var hjemmegående i mange âr, havde nok at gøre med at passe 5 drenge. Og der var ikke mange hjælpemidler i huset, ikke badeværelse, ikke vaskemaskine m.v.
Omkring 1965 begyndte hun at hjælpe til på regnskabskontoret. Da regnskabskontoret sluttede, var hun i en del år ekspeditrice hos bager Jakobsen.
Anna var som Jens meget politisk iteresseret, i mange år radikal. Ca 1986 indmeldte hun sig i SF. Hvilket gav anledning til nogen forundring i bekendtskabskredsen, men det var hun nu ligeglad med. Hun lagde aldrig skjul på sin mening om tingene.
Jens skriver om sine børn og børnebørn.
De fem drenge fra Støvring,
Ole ( født i København 1945) kom jo i lære som revisor, men blev som nævnt syg og er stadig syg.
Erik, Per og Bertel kom i lære i kedelsmedien på den kedelfabrik, der hørte under Ålborg Værft, mens værftet eksisterede. Kedelfabrikken fortsatte og eksisterer endnu.
Jørgen prøvede forskellige fag, landbrug, dambrug m.v. Meldte sig så til militæret som konstabel for at få en smedeuddannelse der. Efter militærtiden kom han også til Kedelfabrikken, fik svendebrev og var ansat der i 28 år, indtil han i 2006 skiftede til en tilsvarende fabrik i Svenstrup.
Alle tre rejste for kedelfabrikken rundt i verden, hvor de reparerede kedler om bord på skibe. De reparerede mens skibene sejlede fra havn til havn.
Erik arbejdede i godt 2o år for fabrikken, men skiftede så til Camitech, hvor han har været siden og stadig er. Det er en stor fabrik i Støvring, der producerer reje kogerier og andet udstyr til fiskefartøjer.
Som tidligere nævnt døde Per jo omkring ved den tid, hvor han blev udlært, men også som lærling rejste han meget med rundt i verden.
Bertel fik jo samme uddannelse, men efter nogle år (med rejser som reparatør) fik han job som den der rejste rundt i verden for at give tilbud til rederierne på kedelreparationer. I nogle (2-3) år var han placeret i Texas, U.S.A. for at virke derfra. Kom hjem og efter nogle år skiftede han fra Ålborg-fabrikken til et udbryder firma, men med samme funktion. Han har nu fået job i USA og flytter i 2007 til Miami i USA for at virke derfra. Familien flytter med (juni 2007).
Erik bor og har altid boet i Svenstrup. Han er gift med Janni, der er en meget betroet dame i Svenstrup brugsforening. De har to sønner. Flemming er kaptajn i hæren, ansat på kasernen i Ålborg. Han bor i Svenstrup, er gift med Jane og har to børn.
Per er elektriker i Ålborg, bor i Godthåb (ved Svenstrup). Er gift med Tanja, de har også to børn.
Jørgen bor i Hellum (ved Skørping) på et nedlagt landbrug. Han er gift med Kirsten Blicher. De har to børn. Camilla bor i København,læser på universitetet, har et barn. Jeppe går på Støvring gymnasium.
Bertel bor i Støvring. Var først gift med Anna Grethe. De adopterede to piger fra Sri Lanka, Cabrina og Katrine. Bertel og AG blev skilt for ca 10 år siden. Cabrina går på handelsskole i Aars, Katrine på en skole i Ringkøbing . Bertel er nu gift med Anni. De har et barn, Andreas.. Familien flyttede i 2007 til Miami i Florida, USA.