Tarp-familien dukker op i Ølgod år 1700.
Os Tarp-børn fra 40èrne og 50èrne havde ikke megen omgang med Lines slægt, Ravne- slægten. Erik og Jeg var som helt unge drenge med til et Ravne- træf i Jels, hvad sikkert også andre fætre og kusiner har været. Den manglende omgang skyldes, siges det, at Johan ikke var fin nok til Line.
Dog husker Jeg, at Ulla og mig en nytårsaften igen som helt unge skød nytår ind hos Kaja i Gesten, den mest elskelige og søde dame. Hun var gift med Peter Bertelsen Ravn, handelsmand, og bror til Line.
Kaja var født 1895 i Randbøl, døde 1988 i Gesten og fik to børn Bodil og Ole.
Line og hendes søn Jens fortæller om Ravne- slægten.
Billedarkiv til Ravneslægten(Vi har Ravnebogen i familien Tarp).
Der blev i 1962 udgivet en bog om Ravneslægten. Nogle familielemmer havde undersøgt slægtens historie gennem studier i arkiver og kirkebøger. Slægten kan føres tilbage til 1600-tallet. De har altid været sønderjyder. Ca 1750 kom den første Ravn til Jels. Vi kan følge dem indtil ca. 1850, hvor det var Bertel Ravn, der ejede en gård (Ravnebjerg) inde ved Jels By og en udmark (Æ.kobbel) i Over Jels ca. 5 km borte. I 1854, da sønnen Jens Bertelsen Ravn skulle giftes, overtog han udmarken. Han byggede gården ”Søbjerggaard”, der ligger der endnu og stadig er i slægtens eje. Jens var gift med Berteline Dall.
Igennem mange år blev der med mellemrum afholdt en såkaldt ”Ravnefest”. Desværre nåede jeg (Jens Tarp) kun at være med èn gang. Men det var en stor oplevelse.
I sommeren 2003 aflagte jeg et kort besøg forbi Søbjerggaard. I nabohuset traf jeg Jens Ravn, der havde afstået gården til sin søn. Jens Ravn er brorsøn af vores morfar, Bertel. Han fortalte, at de unge nok ikke længere vil afholde Ravnefester. Min mor Line (født Ravn) var med til disse fester så tit det kunne lade sig gøre. Hun har skrevet et par sange til disse fester.
Fortalt af datteren Line Tarp:
Far er født på Søbjergård d.10/8-1855 og fik ved dåben i Jels kirke navnet Bertel Jensen Ravn (søn af Jens Bertelsen Ravn). De blev efterhånden 10 søskende. Far fortalte meget om hjemmet på Søbjerggârd og vi kan fastslå, at i dette gode hjem blev grunden lagt til fars kristelige og nationale indstilling, sådan at det kom til at præge ham for resten af livet.
Om tiden før 1864 kunne far ikke huske meget, men da der ved optantloven blev givet de unge sønderjyske mænd adgang til at blive danske statsborgere - optere for Danmark ,som det hed, så valgte far dette, dels fordi han ikke kunne tænke sig at blive tysk soldat dels fordi man endnu dengang håbede på løftet i fredstraktatens § 5, hvorefter sønderjyderne ved en afstemning skulle have ret til at vælge mellem Tyskland og Danmark. At far opterede, førte med sig, at han skulle være ude af Sønderjylland, inden han fyldte 17 år. Og ikke mere måtte vende tilbage til sit hjem, end ikke på besøg. Da det kom til den tid, kneb det naturligvis med at komme afsted og han blev hjemme, indtil der kom en tysk gendarm efter ham, hvorefter han blev udvist af landet og ført over grænsen (ved Kongeåen). Forbudet mod besøg på Søbjerggârd blev dog ikke overholdt og da far jo var godt kendt ved grænsen, voldte det som regel ingen vanskeligheder at komme hjem, selv om det tit gik tværs over markerne. Men tyskerne vedblev meget længe med deres drillerier. Så sent som i 1887, da mor og far med vor ældste broder kørte over grænsen blev far genkendt af tolderen, der sendte en gendarm efter ham. I Jels skov tog gendarmen far af vognen og lod mor klare sig selv med et par unge heste for vognen og et spædbarn på armen. Senere blev tyskerne dog kede af legen og vi kunne frit køre over grænsen for at besøge familien.
Efter at have haft plads på en gård i Bastrup, været på Bønstrup højskole og aftjent sin værnepligt som infanterist i Fredericia, købte far i 1880 en lille gård i Bastrup. Hans søster Marie blev husbestyrerinde for ham indtil han i 1885 blev gift med Ateline Kristine Vulff, hvis forældre havde en gård i Skodborg sogn. Mor var født 1862 og var således 7 år yngre end far. Mor var den mellemste af tre børn. Der havde været en søn, men han døde som spæd. Han hed Atlant og mor, der var opnævnt efter ham, kom til at hedde Ateline. Til forklaring af de usædvanlige navne tjener, at bedstefar havde været sømand, men kun i èn henseende lignede han en sømand, han kunne fortælle historier og det var historier, som han helst fortalte for børn. Når vi børn fik ham til at fortælle sine fantasifulde, men ganske harmløse historier, så var den ellers så rolige og stilfærdige mand ikke til at kende igen. - En sikkert meget intelligent mand og en ejendommelig personlighed, som vi mindes med glæde.
Mor var langtfra i besiddelse af bedstefars lune og rolige væsen, men hun var en god mor for os og så det som sin livsopgave at være mest mulig for sin mand og sine børn. Efter at far havde fået gården i Bastrup (i 1880), tog to af brødrene for en tid ophold hos ham, fordi de så kunne gå i dansk skole. De gik på Bastrup skole og blev konfirmeret i Vamdrup.
Om tiden i Bastrup fortalte mor og far, at den udadtil var ret bevæget. Det var under Estrups regering, hvor de politiske bølger gik højt, og her var far en ivrig deltager, stærkt præget af Venstres ideer,
Han var med i venstreforening, skytte-og gymnastik og den såkaldte ”Riffelbevægelse”. Her gik det så vidt, at hver mand fik sin riffel med hjem, men heldigvis aldrig kom til at bruge den for alvor.
For landbruget var tiderne meget sløje, for det var i den tid da dansk landbrug måtte gå fra kornsalg og over til forædlede produkter smør og flæsk. - Mor har fortalt, at man dengang begyndte at spise margerine, fordi smørret skulle sælges af hensyn til økonomien. Men mor, der var uddannet mejerske, kunne ikke tænke sig at spise dette kunstsmør. Engang, da far var kommet lid sent hjem fra en politisk holmgang, var mor der for længst var gået i seng, blevet sulten og bad derfor far om at smøre en mellemmad, som hun spiste med god appetit. Far spurgte om det smagte godt og så var mor straks klar over, at der var margarine på.
I 1892 købte far en lille gård i Stubdrup. En god lille gård. I 1897 byttedes gården i Stubdrup med den noget større gård ”Nørager" i Lejrskov. Vi børn, hvoraf 3 er født i Bastrup, 2 i Stubdrup og 3 i Lejrskov, er vist enige om at betragte Nørager som vort egentlige barndomshjem dels fordi vi boede længst her, dels fordi vi alle kan huske den tid eller en del af den. Sålænge ingen af os var konfirmeret, havde vi som regel to karle og to piger som medhjælpere og desuden en daglejer, især til at tærske med en plejl, hvad der var nødvendigt af hensyn til fornyelsen af stråtaget på udbygningerne.
En gift mand, der var hos os i flere år, og kun gik hjem til sin kone og børn en aften eller søndag eftermiddag fik 200 til 250 kr om året og det var en almindelig løn for voksne karle på den tid. Man vil forstå, at det var småt med kontante penge, men hvad klæder angik, har vi aldrig haft grund til klage. Først i 1912 til 1914 blev det bedre for os økonomisk. Skønt cykler var ved at være ret almindelige, fik vi ingen cykel før flere år efter konfirmationen og far og mor fik aldrig lært at cykle.
Skønt, der var flere km til kirken, gik far den tur næsten hver søndag og hvis vi endelig kørte, var det af hensyn til mor, der ikke godt kunne gå så langt.
Arbejdstiden var meget lang. Om sommeren stod vi op kl.5 og om vinteren så tidligt, at vi kunne få malket, inden mælkekusken kørte. Om sommeren var dagen inddelt således: op kl.5, morgenmad
(mælkegrød og en kop kaffe) kl.61/2, i marken kl. 7,formiddagsmellemmad kl 91/2 og middagsmad kl.12, derefter middagssøvn, en kop kaffe og i marken kl.2. Eftermiddagsmellemmad kl.41/2 og så igen arbejde til kl.8. Kun de der skulle malke, fik fri i marken en halv time før,men var aldrig færdig før kl. 81/2. Aftensmaden var som regel boghvedegrød. Omkring 1914 blev disse arbejdstider dog lagt om, da det blev almindeligt at slutte kl.6 om aftenen.
Hvordan klarede sønderjyden Bertel Ravn så befolkningen i Lejrskov, der unægtelig var vidt forskellige fra sønderjyder?
Tilsyneladende meget godt, for som fars natur var, stilfærdig og ligevægtig i alle forhold, var han i virkeligheden glad og godt tilpas, bare det gik nogenlunde med økonomien og med den efterhånden ret store familie. Vi kom godt ud af det med vore naboer, store som små og der skulle meget til før far blev så irriteret, at han lod fremmede mærke det. Men jeg husker en nabo, tilhørende Indre Mission, der kom jævnligt, også i arbejdstiden og snakkende gik bagefter far, der var ved at fodre køer. Denne nabo havde en mindre landejendom, men var slem til at forsvinde, når der skulle arbejdes. Hvad han sagde til far, er aldrig blevet opklaret, men far vendte sig pludselig om og sagde: ”Jeg synes, du skulle gå hjem og hjælpe din kone med at få foder hjem til køerne. Næste dag var de dog lige gode venner igen.
De 20 år, vi var på Nørager var vist nok den bedste tid, vi alle har haft sammen. Og selv om der var vanskeligheder og bekymringer, så var det stort set en lykkelig tid og kun vor yngste søsters død (3 år gammel) kastede for en stund en skygge over tiiværeisen for os.
Økonomisk gik det fremad og far fik lidt mere tid til at være med i det offentlige liv, der havde hans store interesse. Det var mest kirke og skole, han som medlem af menighedsråd, skolekommission og biblioteksbestyrelse kom med i arbejdet for. Far var også meget socialt interesseret og var måske derfor i lang tid formand for ”den fri fattigkasse”, som den hed (senere hjælpekasse). For de mennesker, der var slået ud af arbejdsløshed eller sygdom, var der dengang ingen anden vej end fattiggården eller bede om hjæip af en kasse. Det var ikke store summer, de søgende fik, 5 eller højest 10 kr. om måneden. Til trods for, at vi dengang ikke havde megetat give væk af, tog far ikke sjældent et rugbrød, som, vi selv bagte eller et stykke flæsk fra saltkarret med, når han gik på besøg hos mennesker, der var i nød og ikke kunne få mere pengehjælp.
Ja, det var en god tid i Lejrskov, ikke mindst når vi fik besøg af vor sønderjyske familie, for da var der liv og glade dage. Selv om vi børn var højt oppe ved en sådan lejlighed, så var far sikkert den, der glædede sig mest af alle. Hans glæde nåede dog højdepunktet, da far og mor d.l0/2 1920 kunne rejse til henholdsvis Skodborg og Jels for at stemme Sønderjylland tilbage til gamle Danmark. Og når der senere blev afstemningsdag, så var far altid i Jels for sammen med familien, at fejre og mindes den store dag.
Under krigen 1914/18, hvor ejendommene steg noget i pris solgte far Nørager (1917) og købte et hus i Lejrskov by. Far døde ret uventet 1935. Det var vist godt, at han ikke skulle opleve 9/4 1940. Det ville have pint ham meget at se tyske soldater gå over Danmarks grænse.
