Tarp-familien dukker op i Ølgod år 1700.
Line Tarp og Kaj Jensen.
Line født 1918 og død 1968.
Bemærk,- her finder vi også et billede af Lille Preben!
Jens og Allan skriver om Line og Kaj.
Line Tarp.
Line blev født i Gesten 1918. Året efter flyttede hendes forældre til Krogsgaard i Asbo. Derfor kom hun til at gå i den lille Asbo skole. Efter konfirmationen passede hun huset og sine mindre søskende, fordi hendes mor i mange år var meget syg.
I 1935 flyttede familien til Asbo telefoncentral, en lille central med 20 abonnenter. Mor var for syg til at passe centralen, så det blev Line,der i begyndelsen var centraldame. Efter et par år blev hendes mor og søskende i stand til selv at passe centralen. Line fik derefter plads på den noget større Bække central.
Derefter tog hun på højskole. Det blev Vallekilde, hvor hun var meget glad for at være.(På Lines anbefaling tog Jens også på Vallekilde, men først i 1938).
Efter højskolen fik Line plads som husbestyrerinde på Bornholm. Men ret hurtigt tog hun på husholdningsskolen Ankerhus i Sorø, hvor vores faster Marence var bestyrerinde på husholdningsseminariet. Efter skolen besluttede Line sig til at uddanne sig til husholdningslærerinde.
Efter færdig uddannelse søgte og fik hun plads som lærerinde på Hadsten husholdningsskole. En af eleverne var Grethe Jensen, datter af den lokale manufakturhandler og kjolefabrikant (i bedste Matador-stil). Til et fætter-kusine bal inviterede Grethe sin bror Kaj med og på den måde mødte Line og Kaj hinanden. De fattede 'gensidig` sympati og blev gift 1942. I bryllupsgave gav manufakturhandleren dem et hus.
Kaj var meget interesseret i antikviteter og havde bl.a. købt et par gamle kister fra familiens hjemegn, Mols, og indrettet dem som sofaer. I disse lå nogle af de våben, som Kaj skjulte for sin modtagergruppe, der modtog våben i en frugtplantage øst for Hadsten. Et medlem fik for mange snapse og snakkede over sig på et hotel i Randers. Gruppen blev optrevlet og tyskerne stod pludseligt i forretningen og spurgte efter Kaj Jensen. Heldigvis kom de i middagspausen, så bror Jørgen gik ned og udgav sig for Kaj, mens Kaj flygtede over fabrikkens tage, gennem haven og langs Lilleåen til Bidstrup gods.Tyskerne bad Jørgen om at låse op til huset så det kunnne gennemsøges for våben, og her opklaredes forvekslingen så. Straks blev Line hentet fra forretningen. Hun kunne lukke op og anbragte sig på den sofa, der skjulte våben, mens hun på charmerende måde underholdt tyskerne,der måtte gå med uforrettet sag. Tyskerne beslaglagde dog senere huset og brugte det til hovedkvarter. Kaj måtte gå under jorden og blev jernbanearbejder i Aarhus, et job, der passede fint til jernbanesabotage.
Sidst på krigen flyttede Line og Kaj til forældrenes sommerhus Strandly i Kongsgårde på Helgenæs. Herfra kunne Kaj tage båden til Århus på arbejde. Når Gestapo lavede razzia på Helgenæs, ringede tyskerne fra Sletterhage fyr altid dagen før til naboen, som var tysker og cementstøber, og bad ham advare Kaj. Kaj bevarede derfor gennem hele krigen et venskabeligt forhold til tyskerne på trods af krigen. Han talte flydende tysk fordi han havde arbejdet i Wien umiddelbart før krigen hos familiens wienerbarn. Efter en sådan advarsel måtte Line og Kaj tilbringe en dag i et skjult rum i skunken på soveværelset. Det resulterede til gengæld i, at Allan kom til verden umiddelbart efter krigen i juli 1945, opkaldt efter en engelsk flyver, som Kaj hjalp til flugt. Fødslen var en hjemmefødsel, den var vanskelig og trods Grethes hjælp syede lægen Line forkert sammen, så der ikke kom flere børn, før Line fik sagerne ordnet på en privatklinik, så Elsebeth kunne komme til verden i 1949. Samme år flyttede familien fra en lejlighed over forretningen til ”lille Marselisborg”, en smuk villa bygget af samme arkitekt som storebroderen, dog i 1/3 størrelse. Der var to piger i huset, èn til stuen og èn til første sal og Line havde nok at gøre med at uddanne de to piger og passe sine to børn samt arrangere forretningsfrokoster og lejlighedsvise fester. Samt vogte vinkælderen, der var fyldt med årgangsvine fra 1945 og 1949, indkøbt til børnenes konfirmation. Villaen var nabo til både kommuneskolen og den private realskole, så det var meget nemt at komme i skole og bag ved villaen lå en mindre skov, som egnede sig fortrinligt til lege og klatring.
Det var gode år og Kaj købte snart manufakturforretningen af sin fader og beholdt navnet A.Chr Jensen. Det skulle han ikke have gjort, for samme år blev broderen Jørgen dømt for at smugle silke ind i landet. Jørgen var et udpræget handelstalent og havde arrangeret en trekanthandel mellem Danmark, Østrig og Italien, hvor bl.a. klipfisk blev byttet med silke. Han og Kaj havde fået tilladelse i handelsministeriet, desværre ikke skriftligt, så da sagen kom frem, nægtede ministeriet ethvert kendskab. Så Jørgen måtte i fæmgsel og A. Chr.Jensen måtte forlade byråd og tillidsposter i banken. Og kunderne forsvandt fra forretningen..
For at kurme beholde forretningen begyndte Kaj og Line selv at fabrikere forskellige ting, pigespencere, uroer, leverpostejer og sandkager til det tyske marked m.m. Men vanskelighederne og presset blev for stort.
De matte sælge forretningen, leje halvdelen af villaen ud og blev skilt.
Vanskelighedeme havde taget hårdt på kvinderne, både Kajs mor og Line fik kræft. Kajs mor døde hurtigt, men Line var viljestærk, hun ville ikke give op, før hendes børn var blevet studenter, så de kunne gå en anden vej end forretriingsverdenen. Dag efter dag læste hun lektier med både Elsebeth og Allan, der derfor klarede sig meget fint i skolen. Samtidig begyndte hun at male og lave stoftryk bl.a. til kjoler, som hun forsøgte at sælge gennem kunstforretninger.
Der blev midre og mindre tilbage af Line, men hun holdt tappert ud. Allan blev student i 1964. Og 1968 var det store år, hvor Elsebeth også blev student og hvor Line kunne samle alle sine venner omkring sig til at fejre sin 50 års fødselsdag.
Nu havde Line nået sine mål og i februar åndede hun ud. Marie, Margrethe og Lillian var så venlige at se meget til Line på det sidste. Kirken var fuld ved begravelsen og efter svigerfaderens ønske blev Line bisat i det smukke familiegravsted vest for Hadsten kirke. Line blev kun 50 år, men nåede med sin fantastiske vilje at udrette meget. Og vi er mange, der hver dag glæder os over den kunst og de minder, Line efterlod os. Allan